Case: Forsøg Næstved Fjernvarme

”Smart affald” og et godt råd fra EU-projektleder kan give lavere varmeregning i Næstved

Forsøg Næstved Fjernvarme

Af Søren Munch, Erhvervsstyrelsen

En virksomhed og et forsyningsselskab har skabt et lovende samarbejde om et bæredygtigt produkt, der i fremtiden kan give lavere fjernvarmeregninger – med hjælp på rette tid fra et EU-støttet projekt.

Et firma havde produktet, og et offentligt forsyningsselskab så en mulighed for en besparelse.

Men vækstvirksomheden Dansk Celleglas A/S i Slagelse eller Næstved Fjernvarme kendte ikke hinanden og havde derfor ikke tænkt over et samarbejde, før en projektleder fra det EU-regionalfondsstøttede projekt Bæredygtig Grøn Byudvikling i Næstved førte dem sammen.

I Bæredygtig Grøn Byudvikling arbejdes der over en fireårig periode, fra 2017 til 2020, med støtte fra EU blandt andet på at skabe løsninger, der kan sænke energiforbruget i Næstved. Det sker ikke mindst via rådgivning og matchmaking mellem relevante parter, og projektleder Anette Moss fra EU-projektet så et oplagt match, da Henrik Dalsø, teknisk direktør i Dansk Celleglas A/S, henvendte sig.

Slagelse-virksomheden havde længe været på jagt efter en samarbejdspartner i den offentlige forsyningsvirksomhed til at teste et af virksomhedens affaldsglas-produkter, der havde vist sig at have lovende isolerende egenskaber.

Men i praksis var det svært at trænge igennem til et af de store forsyningsselskaber, viste det sig.

Hun foreslog i stedet et møde med det noget mindre Næstved Fjernvarme, der forsyner omkring 5.000 husstande med varme i Næstved by. Og det blev begyndelsen til et gennembrud til et helt nyt markedsområde for vækstvirksomheden fra Slagelse.

I Slagelse sender Dansk Celleglas A/S i dag en varm tanke til den initiativrige matchmaker i Bæredygtig Grøn Udvikling.

”Samarbejdet var aldrig kommet i stand, hvis ikke Anette Moss i Bæredygtig Grøn Byudvikling havde ført os og Næstved Fjernvarme sammen. Dét tør jeg godt fastslå,” siger Henrik Dalsø, teknisk direktør i Dansk Celleglas A/S.

Næstved Fjernvarme tester nu og frem til februar 2020 Durapor på en 18 meter lang renoveret fjernvarmestrækning under en græsplæne ved et offentligt boligbyggeri i Skovparken i Næstved.

Traditionelt benyttes grus til den isolerende kappe rundt om fjernvarmerørene, men det giver et stort varmetab. I stedet benyttes Durapor, som i de foreløbige resultater har vist sig at reducere varmetabet langt mere end f.eks. grus. ”Produktet reducerer varmetabet langt mere end vi kunne med traditionelle produkter, og holder testresultaterne om et år, anslår vi besparelsen til ca. 4 mio. kr. årligt i vores dækningsområde. Den besparelse kan komme varmekunderne til gode,” siger Jens Andersen, direktør i Næstved Fjernvarme.

Omsætter man den teoretiske besparelse til virkelighed, ville hver husstand i Næstved Fjernvarmes dækningsområde kunne spare ca. 800 kr. om året. Den fulde effekt af besparelsen vil dog først kunne mærkes, hvis Durapor bliver fuldt indfaset i hele fjernvarmenettet. Der er også andre forbehold, som skal tages i ed, inden den økonomiske fordel ved at benytte Durapor kan høstes som evt. lavere fjernvarmeafregning for forbrugerne i Næstved Fjernvarme.

Testperioden skal overstås, og samtidig skal isoleringsmaterialets bæreevne under veje evalueres. Også rørproducenterne skal tages i ed, og endelig er en erfa-gruppe i fjernvarmeværkernes brancheforening, Dansk
Fjernvarme, i gang med at kigge på materialet.

”Men det tegner godt, og produktet er desuden let at arbejde med,” siger Jens Andersen, som ikke
betænkte sig på at stille en teststrækning til rådighed for produktet.

”Vi har brug for at få materialet grundigt testet. Og vi kommer naturligvis først til at bruge det, når
der skal lægges nye varmerør, men der er et kæmpestort potentiale,”
siger fjernvarmedirektøren fra Næstved.

I Dansk Celleglas A/S er håbet nu, at åbningen til fjernvarmemarkedet kan give mulighed for at hjemtage produktionen af affaldsglas-produkter fra Sverige til Midtsjælland, og det kan give nye arbejdspladser inden for bæredygtighed og cirkulær omstilling.

”Samarbejdet er et godt eksempel på, at der kan opstå en spændende synenergi, når producenter af bæredygtige produkter føres sammen med den rigtige samarbejdspartner. Og det er også et eksempel på, at et sådant samarbejde har potentialet til at skabe nye arbejdspladser,” siger Anette Moss fra Bæredygtig Grøn Byudvikling, der således lever op til sin projekt-målsætning om flere innovative små og mellemstore
virksomheder, der ”tænker smart” inden for ressourceforbrug, genbrug og genanvendelse.

Fakta

Fakta #1 – Durapor består af 98 procent affaldsglas, som i en forarbejdningsproces tilføres en særlig
isolerende egenskab. Produktet testes frem til februar 2020 på en 18 meter lang fjernvarmestrækning i Næstved over for en tilsvarende referencestrækning. Foreløbige testresultater viser halvt så stort varmetab som på referencestrækningen.

Fakta #2 – Bæredygtig Grøn Byudvikling i Næstved skaber løsninger, der er målrettet affaldsoptimering og lavere energiforbrug i Næstved, i to selvstændige, gensidigt understøttende projekter: 1) Målrettet arbejde med innovative affaldsløsninger og reduktion af energiforbruget i Næstved by og 2) Flere innovative små og mellemstore virksomheder, der på en smart og nytænkende måde udvikler løsninger for ressourceforbrug, genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse af affald. Projektet, der løber fra januar 2017 til december 2020, er støttet med 7,8 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.

Fakta #3 – Samarbejdet mellem Dansk Celleglas A/S og Næstved Fjernvarme blev præsenteret som case på
Bæredygtig Grøn Udviklings business- og affaldsdating torsdag den 9. maj, hvor virksomheder med cirkulære og bæredygtige produkter fik en mulighed for at præsentere grønne forretningsideer for mulige samarbejdspartnere.

Kontakt os

Book et uforpligtende sparringsmøde os

Vi er altid interesserede i at tage en uforpligtende snak om Durapor® kunne være det rette materialevalg for jer, og om de egenskaber ved materialet, som har særligt potentiale, hvis I har indarbejdet det i jeres konkrete bygge- eller anlægsprojekt.

Senest projekter

Udforsk også..

Etablering af letbanen

Etablering af letbanen

I 8-10 meters dybde er undergrunden i Lyngby for blød til at kunne klare det øgede pres, som letbanen vil give. Her er Durapor® brugt til at hjælpe med at forstærke jordbunden.
Kaktustårnene

Kaktustårnene

Kaktustårnene har fået deres navn efter deres iøjnefaldende og ”stikkende” facade og består af to boligtårne, hvor hver kvadratmeter er optimeret i forhold til det liv, som skal leves i dem.
A3 Boligbyggeriet

A3 Boligbyggeriet

Durapor til l udemiljø på taget af A3 Boligbyggeriet i den nye bydel Åbyen i Århus
Ingen resultater..